Guide: Sådan vælger du den rigtige stegepande
Find den stegepande, der passer bedst til dine behov
Der er få ting i køkkenet, vi bruger oftere end stegepanden. Den er med hele vejen fra det simple spejlæg til den storslåede skaldyrpaella.
Men stegepander er langt fra ens. De findes i et væld af former, størrelser og materialer - hver type har sine styrker og begrænsninger. Så hvordan vælger du den pande, der passer bedst til dig og den mad, du laver?
Hos Eva Trio har vi brugt snart 50 år på at gøre stegepanden bedre. Vi ved altså en ting eller to om de små detaljer, der gør en forskel.
Hurtig guide: Vælg den rigtige stegepande ud fra din madlavning
Er du i tvivl om, hvilken stegepande du skal vælge? Tag udgangspunkt i, hvad du oftest laver. Forskellige stegeflader egner sig til forskellige typer madlavning – fra sarte råvarer og hverdagsretter til stegning ved høj varme.
| Hvis du primært laver | Anbefaler vi | |
|---|---|---|
| Æg, fisk og pandekager | Klassisk Slip-Let® – så sarte råvarer slipper let og er nemme at tilberede | Se udvalg » |
| Lidt af det hele | Laser Titanium eller Mosaic – alsidige valg, der kombinerer gode Slip-Let®-egenskaber med høj slidstyrke | Se udvalg » |
| Grøntsager, sautering og skånsom hverdagsmad | Keramisk Slip-Let® – et PFAS-frit og varmebestandigt valg til alsidig madlavning | Se udvalg » |
| Bøffer, kød og mad, der skal have en god stegeskorpe | Uden belægning – ideel til høj varme, bruning og en sprød stegeskorpe | Se udvalg » |
| Måltider til 1–2 personer | 20–24 cm stegepande – ideel til mindre måltider og hverdagsportioner | Se udvalg » |
| Familiemåltider og større portioner | 28 cm+ stegepande – mere stegeflade til større mængder | Se udvalg » |
Alt, du skal vide om stegepander
At vælge den rigtige stegepande er kun begyndelsen. Herunder svarer vi på de mest almindelige spørgsmål om stegepander – fra størrelse, materialer og belægninger til varme, rengøring og vedligeholdelse – så du kan vælge den rigtige pande, bruge den korrekt og få glæde af den i mange år.
Den rigtige stegepande afhænger først og fremmest af, hvad du skal bruge den til. Der er stor forskel på at tilberede æg, fisk, grøntsager, kød eller noget helt femte - og derfor er det også forskelligt, hvilken pande der gør arbejdet bedst.
Nogle pander elsker høj varme. De giver bøffen stegeskorpe og grøntsagerne bid. Andre er eksperter i det fine og sarte - æg, fisk og pandekager, der gerne skal slippe let og ubesværet.
Stegepander har med andre ord forskelligt temperament. Derfor handler valget ikke om at finde én pande, der kan alt bedst. Det handler om at vælge det rigtige redskab til den mad, du laver. Lidt som i værktøjskassen: Du kan nå langt med én god hammer, men nogle opgaver kalder stadig på en sav.
Af den grund har Eva Trio altid tilbudt et bredt udvalg af stegepander. Flere løsninger til forskellige behov - men tænkt ind i det samme system.
Siden 1977 har Eva Trio været bygget op omkring faste diametre og et gennemgående design, så låg kan bruges på tværs af gryder, kasseroller, pander og endda udvalgte porcelænsdele. Samtidig kan delene stables på tværs af serier og årgange.
Det betyder, at du kan sammensætte dit køkken efter den måde, du laver mad på, uden at helheden forsvinder. Og har du en Eva Trio-pande med næsten et halvt århundrede på bagen, vil den stadig passe med et spritnyt låg.
Den rigtige størrelse på stegepanden kan gøre forskellen mellem et vellykket måltid og en mindre katastrofe i køkkenet. Størrelsen påvirker nemlig alt fra varmefordelingen, tilberedningstiden og mængden af mad, du kan lave på én gang.
Start med at matche pandens bunddiameter med varmekildens størrelse. En stor pande på en lille varmeplade skaber ujævn varmefordeling – midten bliver for varm, mens kanterne forbliver kølige, hvilket kan resultere i både over- og undertilberedt mad. Omvendt spildes energi, hvis en lille pande placeres på en stor varmeplade, da varmen ikke fordeles effektivt.
Undgå også at overfylde panden. En lille pande, pakket med mad, mister hurtigt sin varme, og i stedet for at stege begynder ingredienserne at dampe. Resultatet? En blød tekstur uden den ønskede sprøde skorpe. Giv altid ingredienserne nok plads, så varmen kan cirkulere frit og jævnt.
En mindre stegepande (Ø20 cm) er nem at håndtere, kræver mindre energi og varmer hurtigt op. Den kompakte størrelse gør den også lettere at rengøre – ideel til små måltider som spejlæg, en enkelt bøf eller en omelet. Se vores udvalg af små stegepander her.
En mellemstørrelse pande (Ø24 cm) er super alsidig og har en praktiske størrelse til hverdagsretter. Den gyldne middelvej, hvor der er plads til flere ingredienser uden overfyldning. Perfekt til 2-3 portioner mad, som f.eks. tre æg eller to kyllingebryster. Et oplagt valg til både opvarmning af rester og sautering af grøntsager. Se vores udvalg af mellemstørrelse stegepander her.
En stor stegepande (Ø28 cm eller større) er uundværlig, når der skal laves mad til hele familien. Den større flade bevarer bedre varmen og kan nemt håndtere større portioner som otte kyllingelår, en hel steg eller en pandepizza. Se vores udvalg af store stegepander her.
For at opnå det bedste resultat i køkkenet anbefaler vi tre pander: en lille til små retter, en mellemstor til alsidige hverdagsretter og en stor til familiemåltider.
Det korte svar er:
- Vælg med belægning, hvis du vil have det nemt.
- Vælg uden belægning, hvis du prioriterer maksimal holdbarhed.
Pander med belægning er populære til mange typer madlavning, fordi de gør det hele lidt nemmere. De er dog særligt gode til sarte råvarer og retter, der skal tilberedes ved lav til moderat varme - som omelet, lys fisk og pandekager.
Den gode slippeevne betyder også, at du ofte kan bruge mindre fedtstof. Og fordi maden ikke sætter sig fast på samme måde, er pander med belægning som regel hurtige at rengøre.
Hos Eva Trio bruger vi betegnelsen Slip-Let® – et registreret varemærke – om overflader og belægninger med særligt gode non-stick-egenskaber. Det dækker både klassisk Slip-Let® og PFAS-fri alternativer som keramisk belægning, Laser Titanium og hybrid-overfladen Mosaic. Fælles for dem er, at de er udviklet til at gøre madlavningen lettere, men de har forskellige styrker, når det gælder varme, slidstyrke og holdbarhed.
| Type | Bedst til | Styrke | PFAS | Vær opmærksom på |
| Klassisk Slip-Let® |
Æg, fisk, pandekager og sarte råvarer. |
Meget høj slippeevne og nem rengøring | Indeholder PFAS | Kræver omtanke med høj varme og skarpe redskaber |
| Keramisk belægning | Hverdagsmad, grøntsager og stegning ved højere temperaturer. Se udvalg. |
Tåler højere varme og har en stærkere overflade | Indeholder ikke PFAS | Slippeevnen kan ændre sig over tid, især ved hård brug |
| Laser Titanium | Alsidig hverdagsbrug. Se udvalg. |
Robust belægning med pålidelig slippeevne | Indeholder ikke PFAS | Skal stadig behandles med omtanke for at holde længst muligt |
| Mosaic | Dig, der vil have både slippeevne og slidstyrke. Se udvalg. |
Hybrid-overflade, hvor rustfrit stål beskytter belægningen | Indeholder ikke PFAS | Ikke helt samme glatte fornemmelse som klassisk non-stick |
| Uden belægning | Høj varme, bruning og stegeskorpe. Se udvalg. |
Meget robust og langtidsholdbar stegeflade | Indeholder ikke PFAS | Kræver mere teknik, fedtstof og temperaturkontrol |
Pander uden belægning, for eksempel med en stegeflade af rustfrit stål, er kendt for deres holdbarhed og evne til at arbejde ved høj varme. De er særligt gode, når du vil brune kød, stege grøntsager med bid eller skabe en sprød stegeskorpe. Og fordi der ikke er en belægning, du skal passe på, kan du bruge metalredskaber uden at skulle tage samme hensyn til ridser og slitage.Til gengæld kræver de lidt mere teknik (læs den fulde guide her). Temperatur, fedtstof og timing betyder mere, fordi maden lettere kan sætte sig fast end på en pande med belægning. Det gælder især fødevarer med højt proteinindhold som æg, lys fisk og tofu. Med den rette varme, lidt tålmodighed og nok olie eller smør får du dog en pande, der belønner dig. Og som er svær at slide op.
Materialet er noget af det, du tydeligst mærker, når du laver mad. Det afgør, hvor hurtigt panden reagerer på varmen, hvor jævnt den steger, hvor tung den føles i hånden, og hvor meget rengøring og vedligeholdelse der venter bagefter. De mest almindelige materialer er rustfrit stål, aluminium, støbejern og kobber, men mange moderne pander kombinerer flere materialer for at få flere egenskaber samlet i én konstruktion.
Rustfrit stål er et af de mest alsidige materialer til stegepander. Det er slidstærkt, tåler høj varme og kræver minimal pleje. Samtidig reagerer det ikke med syreholdige ingredienser. Det eneste minus er, at rustfrit stål ikke leder varme særlig godt. Derfor er mange stålpander bygget med en kerne af aluminium, der hjælper med at fordele varmen hurtigt og jævnt.
Aluminium er let og fremragende til at fordele varme, men mindre velegnet som ubeskyttet stegeflade, fordi det er relativt blødt og kan reagere med maden. Derfor gemmer man det ofte inde i pandens konstruktion, hvor det kan gøre det, det er bedst til, mens stål eller belægning tager sig af overfladen.
Støbejern er utrolig robust og kan, med korrekt pleje, holde i generationer. Panderne kræver dog dedikation: de er tunge, skal vaskes i hånden og behøver løbende vedligeholdelse. Materialet opvarmes langsomt, men holder fantastisk på varmen. Det gør det ideelt til alt fra bruning og sprøde stegeskorper til ovnretter og bagning.
Kobber ser fantastisk ud, men det rødlige metal har også klare fordele. Det er en af de bedste varmeledere og reagerer lynhurtigt på temperaturskift. Det giver præcis temperaturkontrol, som især er en fordel ved delikate saucer og smeltet chokolade. Da kobber kan reagere med visse ingredienser, er indersiden af kobberpander ofte foret med et andet materiale.
Mange moderne stegepander består derfor ikke af ét materiale alene. Eva Trio Multi er for eksempel opbygget i flere lag, hvor rustfrit stål og aluminium kombineres for at udnytte stålets styrke og aluminiums hurtige, jævne varmefordeling. Derfor skal du ikke kun se på, hvilket materiale panden er lavet af, men også hvordan den er bygget op.
Det er sket for os alle sammen. Du vil vende maden, men den sidder fast og bliver revet i stykker. Det er frustrerende, og hvor ville det være rart at give stegepanden skylden. Men ofte er det ikke panden, der er problemet. Det er måden, den bliver brugt på. Mad sætter sig typisk fast, når panden, varmen og råvaren ikke arbejder sammen.
Nøgleordene er temperatur, timing og tålmodighed.
Start med at tørre maden af inden stegning. Vand og fugt på overfladen sænker pandens temperatur og skaber damp, så maden koger mere, end den steger. Det gælder især kød, fisk og grøntsager, hvor en tør overflade giver bedre kontakt med panden og en flottere stegning. Det er også en god idé at tage råvarerne ud af køleskabet lidt før, så de ikke er iskolde, når de rammer den varme pande.
Næste skridt handler om varmen. Det er fristende at skrue helt op for at spare tid, men for høj varme kan hurtigt branke fedtstoffet og brænde overfladen, før råvaren når at stege ordentligt. Varm i stedet panden roligt op, og brug fedtstof, når panden er tilpas varm. Fedtstoffet hjælper med at fordele varmen, fremhæver smagen og gør det lettere for maden at slippe panden.
Til sidst skal du have is i maven og vente, til maden slipper af sig selv. Det er her, din tålmodighed for alvor bliver sat på prøve. Hvis du prøver at flytte maden, og den holder fast, er den ofte ikke klar endnu. Når stegeskorpen har fået lov til at danne sig i fred og ro, slipper maden lettere, og så kan du vende den uden at rive den i stykker.
Der er også stor forskel på, hvad du lægger på panden. En bøf kan tåle mere varme end et spejlæg, og sarte råvarer som fisk, pandekager og grøntsager med meget væske kræver mere ro og kontrol. Derfor er det en god idé at tænke over råvaren, før du bare skruer op. God stegning handler sjældent om mest mulig varme. Det handler om den rigtige varme på det rigtige tidspunkt.
Vil du være mere sikker på, hvornår panden er klar? Følg vores simple guide til at stege på stål, og få styr på varme, fedtstof og timing.
Ja. Alle nye Eva Trio stegepander fungerer på alle varmekilder, herunder induktion, gas, keramisk og glaskeramisk komfur. Det skyldes blandt andet pandens opbygning. Mange pander er konstrueret med en sandwichbund eller flere lag, hvor rustfrit stål giver styrke og gør panden egnet til induktion, mens aluminium hjælper med at fordele varmen hurtigt og jævnt.
På induktion er bunden afgørende, fordi komfuret kræver et magnetisk materiale for at kunne skabe varme i panden. Derfor skal en induktionsegnet pande have en bund, der reagerer med induktionsfeltet. Vælger du en pande, der fungerer på alle varmekilder, får du en mere fleksibel løsning, både nu og hvis du en dag skifter komfur.
Induktion varmer hurtigt og direkte i pandens bund. Det giver hurtig respons, men kan også give meget intens varme, især hvis du bruger booster-funktion. Derfor er det vigtigt at varme panden kontrolleret op og bruge en pande med en bund, der fordeler varmen jævnt.
Gas reagerer hurtigt, fordi flammen ændrer sig med det samme. Til gengæld kan varmen være mere koncentreret midt under panden eller brede sig op langs siderne, hvis blusset er for stort. Derfor skal flammen helst passe til pandens bund.
Glaskeramiske og keramiske komfurer varmer typisk langsommere op og køler langsommere ned end induktion og gas. Det giver mindre øjeblikkelig kontrol, men en stabil varme. Her er god kontakt mellem pande og kogeplade vigtig, så panden bør have en plan bund.
Klassiske elektriske kogeplader er endnu langsommere at regulere. De holder længe på varmen, så du skal ofte skrue ned lidt tidligere end på induktion og gas.
Ja. Alle nye stegepander fra Eva Trio uden træhåndtag kan komme i ovnen. Det gør panden mere fleksibel, fordi du kan starte retten på komfuret og afslutte den i ovnen. På komfuret kan du brune kød, sautere grøntsager eller samle en sauce, og derefter kan panden sættes direkte i ovnen, hvor varmen kommer mere jævnt omkring retten.
Det er især en fordel til retter, der skal have stegeskorpe først og derefter gennemvarmes roligt, for eksempel helstegt kyllingebryst, frittata eller côte de boeuf. Det er også oplagt, når du vil gratinere en ret. Her kan du lave fyldet på panden, toppe med ost, rasp eller krydderurter og sætte hele panden i ovnen, til overfladen bliver gylden og sprød.
Husk dog, at håndtagene bliver varme i ovnen. Eva Trios håndtag er udviklet til at holde sig kølige under almindelig brug på komfuret, men i ovnen bliver hele panden opvarmet. Brug derfor altid grydelapper eller ovnhandsker, når du tager panden ud.
Ja, som udgangspunkt kan Eva Trio stegepander rengøres i opvaskemaskinen. Vi anbefaler dog altid håndvask, hvis du vil passe bedst muligt på din pande. Opvaskemaskinen er praktisk, men den slider unødigt på materialerne. Med tiden kan det forringe både pandens udseende og ydeevne.
Til daglig opvask er varmt vand, lidt opvaskemiddel og en blød børste eller svamp som regel nok. Lad altid panden køle af, før du vasker den, da koldt vand på en glødende varm pande kan få bunden til at slå sig. Undgå desuden altid hårde skuresvampe og ståluld på pander med belægning.
Har du en pande fra Copper-serien, anbefaler vi ikke, at du rengør den i opvaskemaskinen. Det vil ikke nødvendigvis påvirke pandens ydeevne på kort sigt, men efter bare en enkelt vask vil kobberet patinere kraftigt.
Tjek altid brugsanvisningen for netop din pande. På produktsiden finder du også en udvidet vejledning til rengøring og vedligeholdelse, hvor vi går i dybden med, hvordan du bedst passer på din pande, og hvad du kan gøre, hvis den har fået fastbrændte madrester, genstridige misfarvninger eller bare trænger til lidt kærlighed.
Den bedste pleje afhænger af, hvilken pande du har. Derfor er det altid en god idé at tjekke brugsanvisningen på evatrio.com for netop din model. Er du i tvivl, er du altid velkommen til at skrive til os på cs@evatrio.com.
Her er et par gode vaner, som enhver stegepande vil sætte pris på:
Varm panden roligt op: Undgå at overophede panden, især når den er tom. Brug som udgangspunkt kun booster-funktionen, hvis du skal koge vand. Varm i stedet panden op ved middel til middelhøj varme, og tilsæt først fedtstof, når den er tilpas varm.
Undgå koldt chok: Sæt aldrig en glohed pande direkte under den kolde hane. Det kan give metallet et temperaturchok, så bunden kan slå sig. Lad panden køle af først. Den må dog gerne være lun, for så er madresterne nemmere at få af.
Vask skånsomt: Varmt vand, lidt opvaskemiddel og en blød børste er som regel nok. Hold altid ståluld og grove skuresvampe langt væk fra pander med belægning, da det kan slide på overfladen.
Brug de rigtige redskaber: Træ, plast og silikone er det mest skånsomme valg, især til pander med belægning. Har du en pande med stegeflade i rustfrit stål, kan du godt bruge metalredskaber, men undgå stadig hårde hak og slag.
Lad ikke rester stå i panden: Brug ikke panden til at gemme rester i køleskabet. Salt og syre fra for eksempel tomat, vin og citron kan påvirke overfladen, hvis det står for længe. Flyt hellere maden over i en egnet beholder.
Løft, ikke skub: Det er fristende at skubbe panden rundt på komfuret, men løft den i stedet. Små saltkorn, sukker, krydderier eller madrester under bunden kan ridse både panden og din glaskeramiske kogeplade eller induktionsplade.
Tør den helt af: Fugt under opbevaring kan give pletter, misfarvninger og i nogle tilfælde rust. Tør derfor altid panden grundigt med et viskestykke, før du sætter den på plads.
Pas på, når du stabler: Hvis dine pander står oven i hinanden i skabet, så læg en pandebeskytter, et viskestykke eller lidt køkkenrulle imellem. Så undgår du metal mod metal, som med tiden kan give ridser og mærker.
Følg de her enkle råd, og du har en god makker i køkkenet i mange år.
En god stegepande må gerne se brugt ud. Små mærker, misfarvninger og patina er ikke nødvendigvis tegn på, at panden er færdig. Tværtimod vil mange pander ændre udseende med tiden, især hvis de bliver brugt ofte. Det vigtige er, om panden stadig fungerer, som den skal.
Pander med belægning kræver lidt mere opmærksomhed. Her skal du især holde øje med overfladen. Hvis belægningen er meget ridset, bobler op, skaller af eller har mistet sin slippeevne, kan det være tid til at skifte panden ud. Det samme gælder, hvis maden konsekvent sætter sig fast, selvom panden er ren, og du bruger den rigtigt.
På pander uden belægning er der ofte længere vej til udskiftning. Rustfrit stål kan holde i mange år, og fastbrændte rester er sjældent en dødsdom. Med grundig rengøring kan panden som regel komme godt igen. Patina på kobber er heller ikke nødvendigvis et problem. Det er ofte bare en del af materialets liv.
Der er dog skader, du altid bør tage alvorligt. Hvis bunden har slået sig, så panden vipper eller ikke længere ligger plant mod komfuret, vil varmen fordele sig dårligere. Det kan gøre panden sværere at styre og give ujævn stegning. Sidder håndtaget løst, eller har panden revner, dybe buler eller andre skader, bør du heller ikke bruge den videre, før du har undersøgt, om den stadig er egnet til madlavning.
Vil du have dine pander til at holde længere, er løsningen ofte at bruge den rigtige pande til den rigtige opgave. Hav en solid stålpande til kød, høj varme og kraftig bruning, og brug din pande med belægning til sarte retter som æg, fisk og pandekager ved lavere varme. Så skåner du belægningen og får mere ud af begge pander.